Hvad er Lærlingehus?
Vær med
Giv os din mening
Kontakt
Om projektet
Hvad er lærlingehus?
Forundersøgelse skal styrke fællesskab og trivsel blandt lærlinge
Et nyt initiativ skal undersøge mulighederne for at skabe stærkere sociale og faglige fællesskaber for unge på erhvervsuddannelserne. Med en samlet bevilling på 575.000 kroner igangsættes nu en forundersøgelse af et kommende Lærlingehus i Aarhus. Et fysisk samlingspunkt, der skal styrke trivsel, fællesskab og tilknytning blandt lærlinge på tværs af fag og uddannelser.
Unge lærlinge står i dag i en markant anderledes situation end studerende på gymnasier og universiteter. Hvor mange studerende har faste klasser og adgang til stærke studiemiljøer, oplever lærlinge ofte en hverdag alene ude i virksomhederne uden et naturligt socialt eller fagligt fællesskab. Det kan føre til ensomhed, lavere trivsel og øget frafald, samtidig med at Danmark står over for en voksende mangel på faglært arbejdskraft.
Forundersøgelsen skal afdække potentialet for at etablere et Lærlingehus i Aarhus, der kan fungere som erhvervsuddannelsernes svar på et studenterhus. Her skal lærlinge kunne mødes på tværs af fag, opbygge netværk og deltage i både sociale, faglige og kulturelle aktiviteter. Ambitionen er at styrke fællesskaberne, øge den faglige stolthed og bidrage til, at flere gennemfører deres uddannelse.
Projektet Lærlingehus er støttet af
Hvem står bag lærlingehus?
Vil du være med?
Vi er i gang med en forundersøgelse, der skal danne grundlag for et Lærlingehus i Aarhus og vi søger samarbejdspartnere, der vil være med til at udvikle og kvalificere projektet. Vi inviterer derfor lærlinge, virksomheder, uddannelsesinstitutioner, organisationer og offentlige aktører til at bidrage med indsigt, erfaringer og perspektiver.
Gennem dialog med lærlinge og samarbejde med centrale aktører vil vi arbejde med at:
- afdække behov og ønsker til fællesskaber
- samle opbakning på tværs af branchen og uddannelsesområdet
- udvikle konkrete modeller for etablering og drift af et Lærlingehus
Ved at deltage får du mulighed for at præge udviklingen af et initiativ, der skal styrke trivsel, fællesskab og tilknytning blandt fremtidens faglærte.
Kontakt os, hvis du vil være med.
Giv os din mening: Hvad skal et lærlingehus indeholde?
Som elev eller lærling kender du sikkert alt til at knokle på skolen eller ude i en virksomhed, men måske savner du det samme fede studiemiljø og de stærke sociale fællesskaber, som de studerende på gymnasier og universiteter har. Det vil vi lave om på nu!
Vi undersøger lige nu muligheden for at skabe et helt nyt Lærlingehus i Aarhus. Det skal være et fysisk samlingspunkt, hvor du kan mødes med andre elever og lærlinge på tværs af fag – uanset om du vil nørde faglige projekter, drikke en fyraftensøl, deltage i kulturelle events eller bare hænge ud i et fedt netværk.
Men vi kan ikke bygge det uden dig. Det er dit hus, og derfor skal det passe til dine ønsker og behov. Vi har brug for at vide, hvad der vil få dig til at bruge huset.
Bor du ikke i Aarhus? Så vil vi stadig gerne høre fra dig, da vi samtidig undersøger, om der er behov for Lærlingehuse flere steder i landet!
Giv din mening til kende – det tager kun 3 minutter!
Tak fordi du hjælper med at styrke fællesskabet og den faglige stolthed for fremtidens håndværkere!
Vil du vide mere om projektet?
Kontakt
Direktør
Christina Schultz
Telefon: (+45) 61 77 59 17
Mail: cs@fbsa.dk





