Ny undersøgelse skal afdække best practice for diversitet i bygge- og anlægsbranchen


 Foreningen for Byggeriets Samfundsansvar vil med støtte fra Boligfonden Kuben afdække virksomheders arbejde med diversitet - og herunder også indsatsen for at forebygge sexisme og krænkelser på arbejdspladsen i bygge- og anlægsbranchen. Undersøgelsen skal tage temperaturen på, i hvor høj grad virksomhederne har taget fat på arbejdet med diversitet og give et overblik over best practice på området.

EP 3737lille

Billede: Enemærke & Petersen A/S

Kvinder udgør kun 9% af medarbejderne i bygge- og anlægsbranchen, og blandt håndværkerne er det kun 4%. Denne andel har stort set ikke ændret sig gennem de sidste 20 år, selv om branchen i høj grad mangler arbejdskraft. Det vil Foreningen for Byggeriets Samfundsansvar ændre på med initiativet Vejen til øget diversitet i byggeriet.

Derfor lancerer foreningen en ny undersøgelse, der skal afdække eksisterende initiativer, som understøtter større diversitet og forebygger sexistisk og krænkende adfærd i branchens virksomheder. Det er tid til at få virksomhedernes best practice i spil, for det er i sidst ende dem, der skal være med til at rykke på denne dagsorden:

”Formålet med spørgeskemaet er at følge op på vores for nyligt udgivne rapport om kønsdiversitet og kultur i byggeriet og indhente viden om, i hvor høj grad virksomhederne har sat fokus på diversitet og sexisme på arbejdspladsen. Det er første skridt, hvis vi skal styrke rekrutteringen til branchen” siger sekretariatschef i Foreningen for Byggeriets Samfundsansvar, Christina Schultz.

Skal pege på best practise

Rapporten "Vejen til større kønsdiversitet i byggebranchen", som blev udgivet i marts 2021, bygger på en række interviews med ledere og medarbejdere fra branchen. De tegner med deres fortællinger et billede af et spændende, men hårdt miljø i byggeriet, hvilket påvirker muligheden for at tiltrække og fastholde flere kvinder i branchen. Den nye spørgeskemaundersøgelse er henvendt til byggeriets ledere og er første skridt i en retning, der skal skabe overblik og en bevægelse mod en fælles best practice:

”Vi håber, at undersøgelsen kan afdække de indsatser og politikker, der allerede eksisterer og fungerer godt i byggeriets virksomheder. Der er brug for at få et samlet billede af indsatsen i branchen og finde frem til best practise for arbejdet med diversitet og ligestilling i branchen, som kan inspirere flere til at tage dialogen og iværksætte indsatser i deres virksomheder og organisationer.” afslutter Christina Schultz.

Spørgeskemaundersøgelsen er støttet af Boligfonden Kuben, mens Realdania har støttet diversitetsrapporten og det Ambassadørkorps for diversitet, som også er oprettet for at sætte fokus på behovet for at styrke diversiteten på tværs af hele værdikæden i byggeriet. Resultatet af undersøgelsen lanceres ved et arrangement i juni.

Hjælp os med at indsamle data om eksisterende initiativer mod sexisme og for diversitet i byggeriets virksomheder. Det tager 5-10 min at udfylde spørgeskemaet, og vi trækker lod om et gratis seminar hos FBSA blandt deltagerne. Resultaterne lanceres på et arrangement i juni.

Deltag i undersøgelsen her 

For mere information om undersøgelsen kontakt sekretariatet på info@fbsa.dk