FBSA søger praktikant til udfoldelse af verdensmålene i byggeriet


Interesserer du dig for CSR, diversitet og inklusion samt grøn bæredygtighed? Foreningen for Byggeriets Samfundsansvar (FBSA) søger en praktikant til implementering af verdensmålene i byggeriet.

bhf juni 2020 1

Billede: Bygherreforeningen

Den danske byggebranche er i rivende udvikling, men står samtidig for 40% af CO2 udledningen og godt 30% af affaldet i Danmark. Det medfører en række alvorlige udfordringer for klima og miljø, som vi sammen må løse for at gøre branchen bæredygtig. Samtidigt er vi en udfordret branche, når det kommer til at skabe et inklusivt arbejdsmiljø både på lederniveau og ude på byggepladserne. Den hårde tone skræmmer ikke kun potentielle kvindelige medarbejdere væk men også unge mænd, der kalder på medbestemmelse. Det kan give udfordringer med at levere den innovation og nytænkning, der så kraftigt er brug for bl.a. for at kunne sikre en grøn omstilling i byggeriet.

FBSA samler omkring 100 af byggeriets frontløbere. Sammen tager vi de store udfordringer op, når vi arbejder for at integrere social, miljømæssig og økonomisk bæredygtighed i byggebranchen.

I en branche med stigende efterspørgsel på grønne løsninger og tiltag, som kan sikre ordentlige arbejdsforhold i byggeriet, flere lærepladser og inddragelse af udsatte borgere i byggeprojekter, er der nok at tage fat på. Og vi har brug for hjælp.

Vi tilbyder derfor en praktikantstilling, hvor hovedformålet er at hjælpe os med at omsætte verdensmålene til byggeriet – gennem bl.a. arrangementer, oplysning og projektudvikling.

Hvad kan vi tilbyde?

Du får indgående viden om bæredygtig udvikling – både socialt, økonomisk og miljømæssigt i byggeriet. Herudover får du bred adgang til netværk i bygge- og anlægsbranchen, da vi arbejder med hele værdikæden: bygherrer, arkitekter, ingeniører, entreprenører og materialeleverandører.

Du vil primært indgå i vores nye projekt om diversitet og inklusion på arbejdspladsen samt koordinering og udvikling af vores tre arbejdsgrupper. Konkret vil du få erfaring med alt fra fundraising, foreningsdrift og projektudvikling til afholdelse af kurser og arrangementer. I 2021 vil følgende indsatser være i fokus i foreningen: Verdensmål i forskellige niveauer, projekter omhandlende cirkulær økonomi, social inklusion og diversitet i byggeriet samt vores Unge Advisory Board, som skal udfordre vanetænkningen i branchen.

Som praktikant hos FBSA vil du få et stort ansvar og medbestemmelse over opgaverne samt mulighed for at sætte dit præg på den retning, foreningen skal bevæge sig i. Du vil desuden få adgang til et bredt netværk primært inden for byggebranchen - men også generelt på tværs af bæredygtighedsinitiativer i forskellige industrier og interesseorganisationer.

Du vil blive en del af en flad organisation på havnefronten i København. Vi sidder sammen med Bygherreforeningen i BLOX, så du vil være en del af et kontorfællesskab med 26 dygtige og engagerede kollegaer, hvor vi sætter pris på socialt samvær og fagligt engagement.

Hvis vi modtager mange kvalificerede ansøgere, tilbyder vi udover denne stilling også en mulighed for at komme i praktik hos Bygherreforeningen.

Hvad forventer vi af dig?

Vi forventer, at du er i gang med en kandidat i en samfundsfaglig studieretning og generelt har interesse i temaer som diversitet, bæredygtighed, foreningsdrift og byggeri. Erhvervserfaring er et plus men ikke en nødvendighed.

Du skal være organiseret og kunne manøvrere i et dynamisk miljø med mange forskellige slags opgaver. Vi arbejder ofte på tværs af teams, ligesom medlemshåndtering er en vigtig del af arbejdet. Derfor er det vigtigt, at du er udadvendt og glad for at kommunikere – både skriftligt og mundtligt.

Praktikopholdet er som udgangspunkt fuld tid (37 timer/uge) og løber fra start januar 2021 til start juni 2021. Timetal og den præcise praktikperiode kan aftales nærmere, så det passer med studieforløb og -krav. Praktikopholdet er som udgangspunkt lønnet med 3.000 kr. i vederlag om måneden.

Lyder det som noget for dig?

Send en ansøgning og dit CV til sekretariatsleder Christina Schultz på cs@fbsa.dk hurtigst muligt og senest den 7. december. Vi afholder løbende samtaler så skriv hellere til os i dag end i morgen.

Hvis du vil høre mere, er du også velkommen til at kontakte os på tlf. 61 77 59 17 eller læse mere på www.fbsa.dk

Om Foreningen for Byggeriets Samfundsansvar

Foreningen for Byggeriets Samfundsansvar er en landsdækkende interesseorganisation. Sammen med vores knap 100 medlemmer arbejder vi for en ansvarlig bygge- og anlægsbranche med særligt fokus på at forbedre de sociale forhold i branchen, udarbejde løsninger på udfordringerne med miljø og klima gennem bl.a. cirkulært byggeri og samtidigt skabe værdi for alle byggeriets parter.