Medlemmernes stemmer: Jesper Heien arbejder for trygge byggesager og stærke lærlingeforløb
I dette medlemsportræt møder du Jesper Heien, arbejdsmiljøchef hos Snedkermester Arne Pedersen. Han er uddannet tømrer og har arbejdet i byggebranchen det meste af sit liv. I dag arbejder han med lærlinge, praktikanter og arbejdsmiljø, hvor det både handler om sikkerhed, god tone og om at give næste generation i byggeriet mest muligt med i rygsækken.
Hvad er din faglige baggrund?
Jeg er uddannet tømrer, og har arbejdet i byggebranchen stort set hele mit liv. Jeg har også været lidt væk fra selve udførelsen og siddet på den anden side som administrativ medarbejder i et boligselskab.
I dag sidder jeg som arbejdsmiljøchef hos Snedkermester Arne Pedersen. Her har jeg blandt andet med alle vores lærlinge at gøre. Lige nu har vi 25 lærlinge, både bygningssnedkerlærlinge, tømrerlærlinge og malerlærlinge. Derudover tager jeg mig også af de praktikanter, vi får ind i virksomheden. I løbet af et år har vi omkring 40-45 praktikanter igennem. Det kan både være elever fra 7. og 8. klasse og grundforløbselever fra uddannelsesskoler som NEXT og Roskilde Tekniske Skole, som skal ud at prøve kræfter med faget.
Hvad optager dig mest i dit arbejde lige nu?
Lige nu går min dagligdag meget med at sørge for, at vores lærlinge kommer godt afsted på skole, og at de får den bredeste uddannelse inden for deres fag, når de er hos os.
Det er ikke sådan, at vi kun følger skolepensum. Hos os kommer lærlingene rundt i afdelingerne og får fyldt hele rygsækken op med forskellige ting inden for tømrer-, snedker- og malerfaget. Det kan både være værkstedsarbejde, byggepladsarbejde, servicearbejde, småsager og storesager.
Derudover fylder det meget at få byggesagerne startet rigtigt op. Vi kigger sagerne igennem, laver arbejdsmiljøscreeninger og undersøger, om der kan være farlige stoffer som PCB, asbest eller chlorerede paraffiner. Det handler om tryghed for vores svende og lærlinge og om, at alle ved, hvad de går ind til.
Og så handler min hverdag også meget om dialog. Min dør står altid åben, og jeg prøver at være den, der samler firmaet på den gode måde. Både den sjove og hyggelige måde, men også professionelt, så alle får den viden, de skal bruge for at løse deres opgaver ordentligt.
Hvad motiverer dig særligt i dit arbejde?
Det, der motiverer mig, er især arbejdet med lærlingene. Jeg synes, det er spændende at være med til at forme, uddanne og guide unge mennesker. Hos os har vi både helt unge lærlinge på 16 år og voksenlærlinge, der er langt senere i livet. Det betyder, at jeg hele tiden skal være nysgerrig på de mennesker, vi har med at gøre.
Jeg kigger på mennesker, før jeg kigger på karakterer og tal. For mig handler det om at se, hvad de kan byde ind med her hos os, og hvad der kan være godt for os alle sammen. Det er det, jeg brænder for.
“Byggeopgaverne er pressede nok i forvejen, og hvis vi slet ikke har tid til at snakke sammen, så får vi heller ikke bygget sammen. Vi skal bygge, og vi skal hygge. Det betyder, at vi skal have nogle gode, sjove dage, men også respektere hinanden og have struktur på tingene.”
Hos os arbejder vi meget med den gode tone, respekt og det at være de bedste versioner af os selv. Jeg plejer at sige, at det handler om os her i AP, men det starter med dig. Man skal selv kigge indad og tænke over, hvordan man gerne vil tales til, og hvordan man selv taler til andre.
Hvad gjorde, at du valgte at blive medlem af Byggeriets Samfundsansvar?
Jeg så nogle opslag på LinkedIn, og så tænkte jeg, at det ville være godt for os som firma at være med i Byggeriets Samfundsansvar. Vi har eksisteret i snart 49 år og har været med til rigtig mange forskellige byggeopgaver. Vi har en bred viden og tager et stort socialt ansvar i forhold til både lærlinge og praktikanter. Den viden vil jeg gerne være med til at give videre.
Jeg ser også Byggeriets Samfundsansvar som et godt netværk, hvor vi kan mødes med andre, der arbejder med nogle af de samme ting. Vi kan hjælpe hinanden, sparre med hinanden og tale om, hvad vi kan gøre bedre i entreprenør- og byggebranchen.
”Vi kan ikke sidde fire-fem firmaer og prøve at gøre noget hver for sig. Vi bliver nødt til at snakke sammen og gøre noget sammen. Jo flere medlemmer der kommer til, jo flere forandringer og kulturændringer kan vi også være med til at skabe sammen.”
For mig har det også stor værdi, at der bliver arrangeret netværk, workshops og besøg, hvor man kan opleve noget andet og blive inspireret af andre i branchen. Vi har for eksempel været en tur på Femern og se projektet dernede, og det var en rigtig god dag.
Hvad håber du på at kunne bidrage med i fremtiden som medlem?
Jeg håber, at jeg kan være med til at dele nogle af de erfaringer, vi har gjort os som virksomhed. Ikke fordi alt det, vi gør, nødvendigvis er det eneste rigtige, men fordi der er nogle ting, der fungerer godt hos os, som andre måske kan bruge.
Samtidig bliver jeg også selv inspireret af andre i branchen. Det er noget af det stærke ved Byggeriets Samfundsansvar. For mig handler det meget om, at vi sammen kan være med til at gøre branchen bedre. Både når det gælder bæredygtighed, mindre spild og bedre planlægning, men også når det gælder de mennesker, der skal udføre arbejdet.
”Noget af det, jeg håber, vi kan blive bedre til i fremtiden, er det, jeg kalder en bygbar opgave, hvor projekterne er tænkt ordentligt igennem fra start. Hvad er der af farer og risici? Hvordan skal opgaven faktisk udføres i praksis? Hvordan får vi for eksempel vinduer ind i en baggård på Nørrebro, hvis der ikke er plads?”
Det er den slags, jeg godt kunne tænke mig at være med til at rykke på. At rådgivere, entreprenører og udførende bliver bedre til at tænke sammen fra starten. For jeg tror på, at budskabet kaster meget mere af sig, når vi gør det sammen.



