Medlemmernes stemmer: Claus Roikjer arbejder med det største restaureringsprojekt i Danmarkshistorien
I dette portræt kan du møde Claus Roikjer, der er stabschef i Danmarks Nationalbank og arbejder med restaureringen af Arne Jacobsens hovedværk. Med en baggrund som arkitekt, byggeøkonom og mange års erfaring fra store offentlige byggeorganisationer er han særligt optaget af, hvordan man skaber samarbejde i komplekse projekter, hvor mange fagligheder, kulturer og interesser skal mødes.
Hvad er din faglige baggrund?
Jeg er arkitekt og byggeøkonom, men min vej ind i byggeriet har ikke været lineær. Jeg begyndte inden for shipping og senere detailhandel. Og selvom det måske kan lyde som et mærkeligt afsæt, så har det været meget dannende. Det lærte mig noget helt grundlæggende: Der findes en kunde med et behov, som skal løses. Og den tankegang, at vi bygger for nogen, og at vi skal forstå deres virkelighed, har fulgt mig lige siden.
Jeg tog afgang fra Kunstakademiets Arkitektskole inden for restaurering. Kulturhistorie og bevaring ligger mit hjerte nært, og derfor er det et helt naturligt valg nu at arbejde med Danmarkshistoriens største restaureringsprojekt.
Senere har jeg arbejdet i store offentlige byggeorganisationer, blandt andet med hospitalsplanlægning og byggeri, som projektchef på Det Nye Hospital Nordsjælland og som ejendomschef i Gentofte Kommune. I dag er jeg stabschef i Danmarks Nationalbank og arbejder med restaureringen af Arne Jacobsens hovedværk.
Hvad optager dig mest i dit arbejde lige nu?
“Lige nu er jeg mest optaget af det her med at etablere et samarbejde i en ny organisation. Vi er en engangsbygherre. Vi har én opgave, og når den er gennemført, så lukker vi ned. Derfor har vi kun ét skud i bøssen. Alt skal lykkes første gang.”
Derfor er samarbejdet helt afgørende i vores projekt. Ikke kun med rådgivere og entreprenører, men også med den eksisterende bankorganisation, som vi bygger for. Bankorganisationen er jo ikke vant til at bygge huse og restaurere. De har en helt anden forretning. Når så mange fagligheder, virksomheder og kulturer skal mødes, så bliver samarbejdet både vigtigt og komplekst. Interesserne kan være fælles, men der er også modsatrettede interesser, der skal håndteres.
Det, der optager mig, er, at vi ikke nødvendigvis kan være enige om alt, men at vi skal være enige om ikke at være enige. Vi skal kunne identificere, hvad uenigheden handler om, og så arbejde konstruktivt med at finde løsningerne.
De klassiske værktøjer i byggeriet, AB18 og et veludviklet konfliktberedskab, er nødvendige, men ikke tilstrækkelige. Byggeriet excellerer jo meget i konflikter, og det er hverken produktivt eller særlig interessant konstant at skulle finde en hammer eller en større hammer frem for at løse et problem.
Hvad motiverer dig særligt i dit arbejde?
Jeg drives helt klart af at arbejde med svære og samfundsmæssigt meningsfulde opgaver.
“At skabe forståelse hos byggeorganisationen for fx politikernes virkelighed og omvendt. Det er netop at være oversætteren mellem de to verdener, der motiverer mig rigtig, rigtig meget.”
På den ene side har man byggeverdenen med den logik, som er der, og på den anden side har man en politisk eller organisatorisk verden med en anden logik. Det at bringe de verdener sammen og skabe forståelse i begge steder motiverer mig rigtig meget. Jeg har tidligere arbejdet med store hospitalsprojekter, og der var opgaven den samme.
Hvad gjorde, at du valgte at blive medlem af Byggeriets Samfundsansvar?
Jeg vil gerne deltage i den vigtige samtale om at udvikle byggeriets vilkår. Vi står over for en masse nye udfordringer. For eksempel øget brug af udenlandsk arbejdskraft, udfordringer med arbejdsmiljøet og risikoen for underbetaling. Og desværre også sort arbejde, fakturafabrikker og kriminalitet i dele af branchen.
Her mener jeg, at Byggeriets Samfundsansvar er et af de steder, hvor man reelt kan samle branchen om de svære dagsordener. Og hvor man kan tage samtalerne kvalificeret, værdibaseret og prøve at finde nogle løsninger.
Det er det, jeg brænder for. At bidrage til at håndtere nogle af de udfordringer, vi ser. Vi er en ansvarlig og ordentlig bygherre, og vi får jo også noget ud af de input, vi får fra foreningen. Men vi håber også, at vi kan bidrage den anden vej.
Hvad håber du på at kunne bidrage med i fremtiden som medlem?
Jeg håber at kunne bidrage med erfaringer fra store og komplekse offentlige byggeorganisationer og fra arbejdet med at bygge bro mellem meget forskellige verdener.
I det projekt, vi arbejder med lige nu, afprøver vi forskellige tilgange til samarbejde. Jeg håber, at vi kan bidrage med de erfaringer, både de gode og de svære, og gøre dem operationelle og anvendelige for andre. Vi har nogle eksempler på vores måde at køre udbud på, som vi gerne vil grave ned i og fortælle mere om.
“Jeg håber også, at vi kan være med til at skubbe til en kulturændring, hvor vi efterspørger mindre konflikt og mere samarbejde. For det er jo dybest set overskriften: mindre konflikt og mere samarbejde,” afslutter Claus.
Vil du arbejde videre med samarbejdet i praksis?
Vil du høre mere om, hvordan erfaringerne fra Danmarks Nationalbank bringes i spil, er der mulighed for at deltage i netværket for samarbejdsudviklere, hvor ét af møderne holdes den 17. november, netop i Nationalbanken.
Netværksmødet sætter fokus på et afgørende spørgsmål: Hvordan inddrager vi de udførende entreprenører og deres håndværkere langt tidligere og langt mere aktivt i problemløsningen? Vi undersøger, hvordan vi bevæger os fra tegninger, modeller og mødelokaler og ud dér, hvor problemerne faktisk opstår og løses. Sammen ser vi på, hvordan erfaringer fra byggepladsen bringes tilbage og ind i ledelsesrummet. Læs mere om netværket og tilmeld dig her.



