Jule- og nytårshilsen fra Byggeriets Samfundsansvar
Kære medlem. Tusind tak for jeres støtte til foreningens arbejde i 2025. Få indblik i årets højdepunkter og hvad du får som medlem i 2026.
Kære medlem. Tusind tak for jeres støtte til foreningens arbejde i 2025.
Et år med fuld fart
Som forening har vi haft gang i rigtig mange aktiviteter i 2025. På vores generalforsamling og årsmøde i maj satte vi fokus på, hvordan vi bevarer momentum i en omskiftelig tid, hvos ESG dagsordenen er under internationalt pres. Det var stærkt at mærke den store vilje blandt vores medlemmer til fortsat at holde fast i vores værdier og aktivt arbejde for en bæredygtig omstilling af branchen. Generalforsamlingen bød også på et skifte i bestyrelsen, hvor Louise Sjøntoft, HR-direktør i NCC, overtog posten som forperson med et stærkt fokus på det sociale ansvar.
I februar afholdt vi en stor konference om psykologisk tryghed i samarbejde med IDA Byg og med opbakning fra 14 andre organisationer i branchen, hvor vi fik udbredt vores rapport og værktøjer om psykologisk tryghed.
Sammen med en stærk arbejdsgruppe af bygherrer, der aktivt arbejder med at styrke diversiteten i branchen, lancerede vi til vores sommerkur et nyt inspirationsunivers ”Sæt diversitet på dagsordenen”, der samler værktøjer og viden til hele branchen. Tak til Realdania for støtten til vores arbejde med diversitet.
Vi deltog aktivt i DR’s dokumentarserie Bare en lortelærling, som her i efteråret satte fokus på lærlinges oplevelser i byggebranchen. Selv om mange virksomheder tager stort ansvar for deres lærlinge, har serien åbnet en vigtig samtale om kultur, trivsel og ansvar, og vi er glade for at kunne bidrage med vores perspektiver og erfaringer – særligt fra vores arbejde med psykologisk tryghed, og vores værktøjer til at sikre unge en god start i branchen. For os handler det både om, at kunne tale om problemerne, men også om at fremtidssikre branchen ved at tage ansvar og skabe forandring sammen med branchen.
Vi uddeler for første gang Byggeriets Trivselspris i samarbejde med Boligfonden Kuben i marts 2026. Vi har modtaget 14 stærke indstillinger fra hele værdikæden, og vi glæder os til at hylde de virksomheder og byggeprojekter, der aktivt arbejder for at skabe psykologisk tryghed og trivsel.
Gennem hele året har Samarbejdsløftet også fyldt meget i foreningen. Vi har afholdt flere inspirationsarrangementer, samt otte Master classes med mere end 100 deltagere – både for jurister og advokater og for samarbejdsudviklere for at hæve fagligheden om samarbejde som en afgørende kompetence i byggebranchen. Vi rundede året af med en netværkskonference i december, hvor vi løftede vi sløret for vores videns- og værktøjsunivers ”Fra holdning til handling”. Her kan I også finde Samarbejdsløftets nye dialogkort, som vi har udviklet sammen med en række samarbejdsudviklere, der har delt deres erfaringer med dilemmaer om samarbejde fra byggeriets hverdag. Vi håber kortene kan være med til at starte de svære samtaler om tillid, psykologisk tryghed og samarbejde, så vi i fællesskab kan styrke kulturen i branchen. Skulle I have lyst til at teste kortene af sammen med os fra sekretariatet, så må I endelig skrive til os på info@fbsa.dk. Tak til Grundejernes Investeringsfond, Realdania og Dreyers fond for støtten til Samarbejdsløftet 2.0.
Slutteligt har vi her ved udgangen af 2025 set et fornyet fokus på ordentlige arbejdsforhold i byggeriet. Blandt andet inviterede Beskæftigelsesudvalget i november til åben høring om arbejdskriminalitet i byggeriet, hvor både brancheorganisationer, virksomhedsrepræsentanter og myndigheder drøftede forholdene i branchen. Vi hilser det øgede fokus velkommen og særligt foreningens arbejdsgruppe for social bæredygtighed ser nu nærmere på, hvordan vi som branche kan arbejde sammen om en svær, men vigtig dagsorden.
Tak til alle medlemmer, samarbejdspartnere og fonde, der har gjort årets projekter mulige.
Spændende aktiviteter i 2026
I 2026 fortsætter vi arbejdet for ordentlige arbejdsforhold, social bæredygtighed og grøn omstilling. Allerede i januar inviterer vi til nytårskur, hvor vi sætter fokus på ansvarlig forretningspraksis og bekæmpelse af arbejdskriminalitet. Vi følger op med en række workshops i vores nye strategiske partnerskab med BEJTA Denmark og Bygherreforeningen, hvor vi kobler klima- og sociale mål og omsætter dem til konkrete løsninger i værdikæden.
I 2026 fortsætter vi også arbejdet med at udbrede viden om samarbejdsudvikling i regi af Samarbejdsløftet, hvor du også har mulighed for at komme med i et helt nyt netværk.
Vi glæder os også til at arbejde videre med at styrke trivslen og den psykologiske tryghed i byggebranchen. Vi har nemlig modtaget en treårig bevilling fra Velliv Foreningen til et projekt, der skal udvikle metoder til at styrke arbejdsglæde og psykologisk tryghed, med Bornholm som pilotområde og med efterfølgende spredning til hele landet.
Vi har allerede planlagt en lang række medlemsaktiviteter, blandt dem er inspirationsmøde om risici og muligheder i byggeriets værdikæde, en bustur til Aarhus med fokus på regenerativt byggeri, og et seminar om bæredygtige byggematerialer i foråret.
Foreningen kommer også til at være til stede på HÅNDVÆRK-festivalen og på Building Green, og så afholder vi konference om arbejdskriminalitet og ordentlige arbejdsforhold og om samarbejdet i byggeriet sammen med Bygherreforeningen og Værdibyg. Traditionen tro afholder vi selvfølgelig også vores årsmøde og generalforsamling i maj.
Er du interesseret i at følge med i foreningens mange medlemstilbud, så husk at tilmelde dig vores nyhedsbrev, så får du opdateringer om foreningen og arrangementer direkte i din indbakke. Du kan tilmelde dig her.
Skaf et nyt medlem og få gratis plads på et heldagsseminar
Vi søger løbende nye medlemmer. Jo flere medlemmer vi er, desto større gennemslagskraft har vi fællesskab i arbejdet med samfundsansvar og bæredygtighed i byggeriet. Som et særligt initiativ tilbyder vi derfor i 2026 gratis deltagelse ved et af vores heldagsseminarer til medlemmer, der skaffer et nyt medlem til foreningen i løbet af det første halvår af 2026.
Ses vi på Nytårskuren?
Sæt allerede nu kryds i kalenderen d. 16. januar, hvor vi holder nytårskur og d. 7. maj, hvor vi holder Årsmøde og Generalforsamling.
Vi glæder os til at se jer alle i 2026 til meget mere samfundsansvar!
Rigtig god jul og godt nytår fra sekretariatet og bestyrelsen i Byggeriets Samfundsansvar.



