| Nyhed

Fischer Lighting og HENTO Produktion skaber social beskæftigelse gennem produktionen

Fischer Lighting, HENTO Produktion og Slagelse Kommune er finalist til Byggeriets Trivselspris 2026 for deres integrerede model, hvor industriel upcycling af armaturer kombineres med social beskæftigelse som en del af den daglige produktion. I samarbejdet udvikler Fischer Lighting nye belysningsløsninger i eksisterende armaturer, mens borgere i beskæftigelsesforløb hos HENTO deltager i arbejdet med at demontere, klargøre, samle og pakke armaturer til konkrete byggeprojekter.

Produktionen foregår på HENTOs værksted i Korsør og indgår som en del af kommunens beskæftigelsesindsats. En indsats hvor borgere henvises til forløb, hvor de bliver oplært og støttet i at løse reelle produktionsopgaver.

Arbejdet er organiseret i faste arbejdsrutiner med tydelige opgaver. Fischer Lighting står for den faglige oplæring og kvalitetssikring, så produktionen lever op til branchens krav og kan anvendes direkte i konkrete byggeprojekter.

Målet er, at så mange som muligt kommer videre i job eller uddannelse og ud af det sociale system. Ifølge Lars Elmvang fra Fischer Lighting har indsatsen haft en markant effekt:

I 2024 gik 68% af deltagerne i de særligt tilrettelagte beskæftigelsesforløb videre til ordinær uddannelse eller beskæftigelse. I dag arbejder HENTO med en mere udsat og sårbar målgruppe, og her ser vi fortsat en stærk udvikling i borgernes kompetencer og deltagelse i arbejdsfællesskaber. Det er et vigtigt skridt mod videre progression i beskæftigelsessystemet, bekræfter Jeanette Hildebrand Rudolfsen, Slagelse Kommune.

For Fischer Lighting er tallene vigtige, men hverdagen bag tallene er mindst lige så central. Her bliver medarbejderne en del af et arbejdsfællesskab, hvor deres indsats har konkret betydning i produktionen. Et eksempel er en medarbejder, der tidligere ikke kunne fastholde et praktikforløb, men som gennem små læringstrin og tæt støtte nu er blevet fastansat hos HENTO.

Alternativet var jo, at de bare sad derhjemme og ikke havde noget. Her bliver de en del af produktionen, og nogle af dem er faktisk så glade for arbejdet, at de har svært ved helt at slippe det igen, uddyber Tom Toft fra HENTO Produktion ApS.

En integreret del af produktionen

For Fischer Lighting er samarbejdet med HENTO ikke tænkt som et særskilt socialt projekt, men som en fast del af den måde virksomheden organiserer sin produktion på i hverdagen. Det betyder, at social beskæftigelse ikke ligger ved siden af kerneopgaven, men er indlejret i de daglige arbejdsgange og beslutninger.

– Det er jo mere end et projekt. Det er egentlig en naturlig del af vores forretning og den måde, vi producerer på. Fortæller Lars.

På den måde bliver hensynet til både kvalitet, levering og mennesker en del af samme løsning og ikke noget, der skal håndteres parallelt.

En model med relevans for byggeriet

Samarbejdet har også en tydelig betydning for Fischer Lightings kunder og for byggebranchen bredere set. Ifølge Lars fylder social ansvarlighed mere og mere i byggeriet, i takt med at S’et i ESG får større opmærksomhed i både udbud og samarbejder.

For kunderne betyder samarbejdet, at de kan vælge armaturer, der ikke kun lever op til tekniske og kvalitetsmæssige krav, men også bidrager til en konkret social indsats. Produkterne anvendes direkte i byggeprojekter, og samarbejdet er bygget op, så produktion og beskæftigelse hænger sammen i praksis.

Erfaringerne viser, at modellen kan inspirere andre aktører i byggeriet. Når reelle arbejdsopgaver kombineres med tydelig oplæring og faste rammer, og samtidig er forankret i en kommerciel produktion, skabes både stabil drift og målbar trivsel. Det gør modellen driftsnær og let at overføre til andre virksomheder, der ønsker at arbejde mere systematisk med social bæredygtighed som en del af deres daglige forretning.

Stem på din favorit til Byggeriets Trivselspris 2026

De tre finalister er:

  • Enemærke & Petersen – projekt 4S
  • Fischer Lighting og HENTO Produktion samt Slagelse Kommune
  • Projekt Blokland, BO-VEST og NCC Danmark A/S

Du kan læse om alle finalisterne og afgive din stemme her

Afstemningsperioden er 20. januar – 1. marts 2026.

Byggeriets Trivselspris uddeles ved Boligfonden Kubens prisfest Byggeriets Stjerner den 19. marts.

Del på sociale medier
Linkedin
LUK
Få den nyeste viden fra Byggeriets Samfundsansvar direkte i din indbakke

Det er gratis og helt uforpligtende at modtage vores nyhedsbrev.