| Nyhed

14 eksempler på, hvordan vi kan skabe trivsel i bygge- og anlægsbranchen

Byggeriets Trivselspris har tiltrukket et imponerende felt af nominerede. Hele 14 virksomheder og projekter er med i opløbet om prisen, der hylder trivsel, samarbejde og psykologisk tryghed i byggebranchen. Det er en anledning til at lære af de gode eksempler og lade os inspirere. Hvis branchen skal lykkes med at skabe en kultur, hvor mennesker trives, skal vi dele viden, udbrede de bedste løsninger og sammen løfte standarden for trivsel i byggeriet.

Trivsel er helt afgørende for, at mennesker kan trives og levere kvalitet. Debatten om lærlingeforhold den seneste tid har vist, at der stadig er udfordringer i branchen, og at der er plads til forbedring. Netop derfor er det vigtigt at fremhæve de gode historier og initiativer, der viser, at forandring er mulig. De nominerede til Byggeriets Trivselspris er levende beviser på at samarbejde, psykologisk tryghed og social ansvarlighed kan skabe en bedre kultur, og samtidig inspirere hele branchen til at gå samme vej.

”Med Byggeriets Trivselspris har formålet været at anerkende indsatser, der skaber værdi for både medarbejdere og samfund. Det handler om at gå fra ord til handling og om at vise, at trivsel ikke er en luksus, men en forudsætning for kvalitet og effektivitet i byggeriet,” fortæller Christina Shultz, direktør i Byggeriets Samfundsansvar og jurymedlem.

Stærkt felt af nominerede

Årets nominerede spænder bredt fra store entreprenørvirksomheder, der driver komplekse byggeprojekter med hundredvis af medarbejdere, til mindre håndværksfirmaer, hvor nærvær og lokale fællesskaber er i centrum. Dertil kommer partnerskaber, der tænker nyt og skaber innovative løsninger på tværs af faggrænser fx samarbejder mellem virksomheder, kommuner og leverandører, som sætter trivsel og social ansvarlighed i system. Selvom de er forskellige, har de én ting til fælles: De har alle sat trivsel og psykologisk tryghed øverst på dagsordenen og omsat gode intentioner til konkrete handlinger. De arbejder aktivt med at skabe inkluderende arbejdsmiljøer, styrke samarbejde og bygge bro mellem ledelse og medarbejdere. Mange har udviklet initiativer, der giver plads til unge og udsatte grupper, og flere har taget skridtet videre med datadrevne målinger, helhedsorienterede sikkerhedsprogrammer og nye læringskoncepter.

Denne variation viser, at indsatsen for bedre arbejdsmiljø og psykologisk tryghed ikke er begrænset til én type aktør, men er en fælles ambition på tværs af hele branchen. De nominerede er:

ALFABO

ALFABO indstilles for deres helhedsorienterede tilgang til renoveringen af Munkevænget i Kolding, hvor trivsel, samarbejde og fælles læring blev gjort til bærende principper i projektet. Indsatsen byggede på tidlig dialog, fælles målsætninger og løbende evalueringer. Desuden et fælles spiserum, faste formandsmøder og tværfaglige lærlingeboliger.

BO-VEST

BO-VEST indstilles for deres målrettede arbejde med at bruge store renoveringsprojekter i Albertslund som løftestang for social og økonomisk bæredygtighed. Indsatsen omfatter blandt andet en samlet lærlingeindsats, hvor boligsociale medarbejdere fungerer som brobyggere mellem unge, mestre og byggepladser. Gennem rekruttering, matchforløb, lærlingecaféer og tæt samarbejde med skoler, jobcenter og entreprenører har projektet skabt muligheder for uddannelse, fritidsjob og praktik for unge, der tidligere stod uden erhvervsfaglig retning.​

Byg Dig Stærk​

Byg Dig Stærk indstilles for deres træningskoncept, der udviklet af og til håndværkere med fokus på at forebygge nedslidning og styrker sammenhold og trivsel blandt håndværkere. Træningen varer seks minutter dagligt og udføres i arbejdstiden på byggepladser og som en del af struktørlærlingenes skoleophold.

Campus Femern​

Campus Femern indstilles for deres unikke bolig- og lærlingefællesskab, der styrker trivsel, tryghed og socialt fælleskab blandt lærlinge under uddannelse og praktikforløb. Campus består af 24 boligenheder, et fælleshus med køkken og fritidsfaciliteter, træningsmuligheder, vaskeri og et værksted, hvor de unge kan udvikle faglige projekter.​

Enemærke & Petersen​

Enemærke & Petersens indstilles for deres ramme for strukturerede samtaler om både fysisk og psykisk arbejdsmiljø, der skal styrke samarbejde og reducere skellet mellem ledelse og medarbejdere på byggepladsen. Projektet 4S – Samarbejde, Sikkerhed, Sundhed og Smil, har til formål at gøre arbejdsmiljøindsatser nærværende og relevante, styrke samarbejde, og reducere skellet mellem ledelse og medarbejdere på byggepladserne.

Fischer Lighting, HENTO Produktion og Slagelse Kommune​​

Fischer Lighting, HENTO Produktion og Slagelse Kommune indstilles for deres integrerede model, der kombinerer industriel upcycling med social beskæftigelse. HENTO står for demontering, sortering, montage, kvalitetskontrol og pakning, mens Fischer Lighting leverer oplæring, procesdokumentation og salgskanaler. Trivsels- og læringselementer er integreret i de daglige arbejdsrutiner, så indsatsen ikke fungerer som et sideløbende projekt, men som en del af den daglige produktion.​

Kemp & Lauritzen ​​

Kemp & Lauritzen har udviklet Danmarks første forskningsbaserede inklusionsmåling som en central del af virksomhedens strategi for trivsel, psykologisk tryghed og inklusion. Initiativet er i samarbejde med Copenhagen Business School (CBS) og har til formål at skabe systematisk, datadrevet dialog om samarbejde og inklusion. Målingen anvendes på tværs af organisationen og spørger blandt andet til tilhørsforhold, oplevelse af forskelsbehandling og muligheder for at bidrage. Resultaterne bruges i dialog-workshops, trivsels- og samarbejdsworkshops samt i konkrete handleplaner på afdelingsniveau.

Mester Madsen A/S ​​

Mester Madsen indstilles for deres gennemgående “Trivsel før profit”-kultur, som skaber tryghed, fleksibilitet og høj faglig stolthed blandt medarbejderne. Medarbejderne tilbydes relevante kurser og efteruddannelse, og virksomheden har et stærkt fokus på uddannelse og vidensdeling.

NCC Danmark A/S​

NCC indstilles for deres målrettede indsats for at skabe trivsel, stærke relationer og psykologisk tryghed mellem byggefolk og beboere i helhedsrenoveringsprojektet Blokland. Indsatsen inkluderer blandt andet at placere skurbyen ved områdets beboerhus, etablere fælles spilleregler, daglige opvarmningssessioner og sociale aktiviteter som fællesfrokoster, julebingo og grillarrangementer.​

N.T Tømrer ApS​​

N.T. Tømrer ApS i Tinglev arbejder målrettet med trivsel for skoleelever gennem juniormesterlære. Virksomheden inviterer elever indenfor og giver dem praktiske opgaver med tæt vejledning, så de oplever succes, tryghed og motivation i hverdagen. Fokus er særligt på unge, der har haft udfordringer i folkeskolen, og indsatsen bidrager til deres trivsel både i praktikken og i skolegangen.

Snedkermester Arne Pedersen A/S ​​​​​

Snedkermester Arne Pedersen A/S indstilles for deres langvarige og konsekvente arbejde med at skabe et inkluderende, trygt og udviklende arbejdsmiljø for både lærlinge, svende og ledelse. Indsatsen omfatter blandt andet fællesmøder på tværs af organisationen, digitale platforme som EKKO-APP og AP-APP til åben kommunikation, samt klare leveregler, der understøtter respekt og ordentlighed i hverdagen.

Skelmose Tømrer & Snedker ApS​​​​

Skelmose Tømrer & Snedker på Sydfyn arbejder målrettet med juniormesterlære for skoleelever. Formålet er at give eleverne en positiv oplevelse af håndværksopgaver, styrke deres praktiske kompetencer og bidrage til deres trivsel i hverdagen. Virksomheden samarbejder tæt med skole og forældre om forløbene, og eleverne får tilrettelagt opgaver, der passer til deres niveau og interesser.

Aarhus vand

Aarhus Vand indstilles for deres langvarige partnerskab Vandpartner, som gennem 20 år har skabt en stærk, tillidsbaseret samarbejdskultur i bygge- og anlægsbranchen. Partnerskabet bygger på partnering-principper med fokus på tillid, åbenhed og fælles mål, og involverer både bygherre, entreprenører og rådgivere.​

Aarsleff A/S ​​​

Aarsleff A/S indstilles for deres helhedsorienterede sikkerhedskulturprogram, der kombinerer sikkerhed, trivsel, sundhed og psykologisk tryghed i hele organisationen. Programmet bygger på Vision Zero og ADKAR, og fokus er, at alle tager ansvar for egen og kollegers sikkerhed og trivsel. Indsatsen omfatter obligatoriske temadage for funktionærer, daglige runderinger, toolbox-møder og Safety Moments, samt sundhedsfremmende initiativer og årlige arbejdsmiljøuger.​

Et stærkt signal til branchen

At så mange er nomineret, viser en branche i bevægelse. Trivsel er ikke længere et “nice to have”, det er et konkurrenceparameter. Og med initiativer som juniormesterlære, psykologisk tryghed og social ansvarlighed er der masser af inspiration at hente.

”Det har været virkelig spændende at læse alle indstillingerne. For mig og juryen er det er ikke kun antallet, der imponerer, det er også bredden. Fra store infrastrukturelle projekter til lokale initiativer, der styrker fællesskab og læring,” påpeger Christina Shultz.

Nu skal juryen vælge tre finalister, hvorefter vinderen kåres den 19. marts 2026 ved prisfesten på nationalmuseet. Men allerede nu er der grund til at fejre, at så mange aktører tager ansvar for at skabe bedre rammer for mennesker i byggeriet.

Del på sociale medier
Linkedin
LUK
Få den nyeste viden fra Byggeriets Samfundsansvar direkte i din indbakke

Det er gratis og helt uforpligtende at modtage vores nyhedsbrev.